En overset nøgle til ro i skoledagen

I mange klasser forsøger vi at skabe ro med ord: “sæt jer ned”, “stop så”, “nu skal vi videre”. Men kroppen lytter ikke altid til ord. Den reagerer på signaler. Og hvis kroppen er i alarmberedskab, hjælper nok så gode intentioner ikke.

Det er her, åndedrættet og nervesystemet bliver afgørende – og ofte oversete.

Vejrtrækningen reguleres af det autonome nervesystem. Det arbejder automatisk og tilpasser sig hele tiden det, vi laver – og det, vi føler. Når tempoet er højt, kravene mange og pauserne få, begynder mange (både børn og voksne) ubevidst at trække vejret overfladisk: små, korte og hurtige åndedrag.

Problemet er, at kroppen tolker dette som fare.

Overfladisk vejrtrækning aktiverer stressresponsen og øger udskillelsen af kortisol – kroppens stresshormon. For nogle bliver denne tilstand en grundindstilling. Ikke fordi de vil, men fordi de aldrig får hjælp til at regulere den igen.

Når kroppen konstant er let stresset, ser vi det tydeligt i hverdagen:

• Kortere lunte og flere konflikter
• Svært ved at sidde stille – eller at være mentalt til stede
• Træthed, uro og manglende overskud
• Elever, der “burde kunne”, men ikke kan – lige nu

Uden redskaber til kropslig regulering risikerer vi at fejlfortolke stress som adfærd og manglende motivation.

Det gode er: kroppen har allerede svaret.

Når vi trækker vejret roligt og dybt, sender åndedrættet signaler til hjernen om, at vi er i tryghed. Stressniveauet falder. Kroppen skifter fra alarm til balance. Det sker ikke gennem forklaringer – men gennem oplevelse.

Den rolige, bevidste vejrtrækning påvirker vagusnerven. Vagusnerven er den længste kranienerve i kroppen og forbinder hjernen med vitale organer som lunger, hjerte og fordøjelse.

Når vagusnerven stimuleres gennem langsom, dyb vejrtrækning:

• dæmpes stressresponsen
• reguleres hormonudskillelsen
• styrkes følelsen af ro, tryghed og mental balance

Det betyder, at vi ikke kun taler om trivsel – vi arbejder direkte med den.

I SkoleRo er arbejdet med åndedræt og nervesystem gjort enkelt og anvendeligt i en skolehverdag. Ikke som terapi. Ikke som noget ekstra. Men som korte, kropslige pauser, der hjælper både børn og voksne tilbage i balance.

• Rolig opstart af dagen, så kroppen ikke starter i alarm
• Nedregulering efter pauser, hvor energien er høj
• Konfliktnedtrapning, når ord ikke længere virker
• Støtte til børn i indre uro, uden at udstille dem
• Fælles pauser, der styrker empati og kropsbevidsthed
• Bedre læringsparathed, fordi hjernen først får ro

Børn behøver ikke fixes. De behøver hjælp til at regulere det, de allerede har. Når nervesystemet falder til ro, følger opmærksomhed, relationer og læring med.

Spørgsmålet er derfor ikke, om kroppen spiller en rolle i skolen. Spørgsmålet er, om vi tør lade den blive en del af løsningen – før uroen bliver normalen.